Henning Jensen har skrevet bog om sit helvede
Henning Jensen, 77 år, var længe om at komme igang. Der skulle gå næsten 18 år, fra han underskrev kontrakten med Gyldendal, til bogen "Gennem glasvæggen" udkom den 5. maj. En slags befrielse samme dag, som Danmark fejrede 75-året for befrielsen fra den tyske besættelse.
Henning Jensen var også besat. Af en depression så altfortærende, at han uden tøven beskriver den "som helvede på jord". Depressionen nedbrød brutalt grænserne til hans sind i 1978, og han har nu omsider skrevet en frontberetning fra det helvede, han befandt sig i.
- Jeg håber mange læser med, for mange kan lære noget af, hvordan en depression opleves indefra. Psykiatere har skrevet bøger om depression, men næsten ingen patienter. Tavsheden er overvældende. Man vil helst glemme det, fortalte Henning Jensen i "Go' aften Danmark" på udgivelsesdagen.
Han blev ramt en dag, han var på vej på cykel fra Danmarks Radio til Det Kongelige Teater. Det gik galt ved et lyskryds. Da lyset skiftede til grønt, og han lænede sig frem over styret, følte han pludselig, at han lænede sig ind i en helt anden verden. I dét sekund var der et eller andet, der bristede i ham.
- Jeg var ikke et menneske, der gik rundt og var angst. Pludselig var der en lille angst inde i mig, der som en sommerfugl blafrede rundt dernede, siger Henning Jensen i "Go' aften Danmark" og fortæller, hvordan han det næste halve år blev mere og mere syg. Han ravede ukontrolleret rundt på gulvet og mistede sit sprog, så det med hans egne ord endte i "det rene volapyk".
Til sidst kom han i behandling, og efter nogle år skrev han en aviskronik om sin oplevelse af sygdommen. Den læste Gyldendals daværende litterære direktør, Johannes Riis, og den 1. oktober 2002 underskrev de to en bogkontrakt. Men det viste sig, at Henning Jensen dels havde for travlt på teatret og dels følte, at forløbet var for tæt på, til at han kunne skrive en hel bog om sit helvede.
Johannes Riis blev dog ved med at gøre Henning Jensen opmærksom på den gamle kontrakt, og da han stoppede på teatret for to år siden, havde han pludselig al den tid, han ikke havde haft før. De to spiste en frokost, og forlæggeren trykkede på de helt rigtige knapper. For bagefter gik Henning Jensen hjem og skrev uafbrudt i flere måneder.
Resultatet kan nu købes af interesserede læsere.