Ærlig arvestorhertug om fødsel: Det var ikke nemt
Arvestorhertug Guillaume af Luxembourg, 38, stråler af glæde i de videoer, som det storhertugelige hof har delt, efter at han sammen med sin hustru, arvestorhertuginde Stéphanie, 36, søndag den 10. maj bød parrets første barn velkommen.
I videoerne, der er på henholdvis engelsk, fransk og luxembourgsk, fortæller arvestorhertugen om det magiske og vidunderlige ved at blive forældre til sønnen, der har fået navnet Charles Jean Philippe Joseph Marie Guillaume.
Udfordringer undervejs
Men arvestorhertugen kommer i den luxembourgske version også ind på, at fødslen ikke var helt ukompliceret undervejs.
- Det (fødslen, red.) var et smukt øjeblik, men også et ikke helt nemt øjeblik, fordi han desværre måtte komme til verden ved et kejsersnit, forklarer arvestorhertug Guillaume og tilføjer, at hans hustru og søn efter planen kommer hjem fra hospitalet Maternité Grande-Duchesse Charlotte i Luxembourg på tirsdag eller onsdag.
Mor og barn har det godt
Både mor og barn har det godt efter fødslen, oplyser det storhertugelige hof i en pressemeddelelse.
Arvestorhertugparret flyttede sidste år ind på slot Fischbach i Luxembourg.