100-årig coronahelt hyldes af dronningen
I mange år har britiske Tom Moore været en ganske almindelig krigsveteran, men inden for den sidste måned er han blevet kendt i hele verden.
Han har nemlig indsamlet 275 millioner kroner til det britiske sundhedsvæsen og kampen mod coronavirus.
Da han fyldte 100 år den 30. april, blev han hyldet af sit folk og også af de kongelige. Dronning Elizabeth forfremmede ham dengang fra kaptajn til den militære rang ”æres-oberst”.
Tom Moore takker dronning Elizabeth
Men det var ikke nok, og nu har Tom Moore fået en endnu større hæder fra den britiske monark.
Tom Moore skal slås til ridder, og dermed bliver han til ”Sir Tom”, skriver Daily Mail.
Det var premierminister Boris Johnson, der nominerede Tom Moore til kåringen, og den er blevet godkendt af dronning Elizabeth.
- Jeg er helt overvældet. Jeg har aldrig forestillet mig at blive belønnet med en så stor ære.
- Jeg vil gerne takke Hendes Majestæt Dronningen, premierministeren og den britiske befolkning. Jeg vil fortsat være til tjeneste, udtaler han.
Det var oprindeligt Tom Moores plan at indsamle 1000 pund ved at gå 100 runder i sin 25 meter lange have med sin rolator. Men beløbet er altså bare vokset og vokset, og nu bliver Tom Moore blevet til ”Sir Tom”.