Cassia og Charles fra Sommerdrømme: Holdt på sød hemmelighed
Cassia og Charles vandt ikke bare huset i TV 2's "Sommerdrømme". De vandt også mange danskeres hjerter med deres spontane reaktion af lykke og taknemmelighed, da de fik at vide, de havde vundet huset til to millioner kroner. Hver på sin måde.
Den sindige vendelbo Charles, der med sit solide håndværk havde sin store aktie i sejren - og den brasilianskfødte Cassia, der tilføjede huset stil og varme. Charles var tydeligvis glad - men Cassia var sprudlende lykkelig over endelig at have fået eget sommerhus.
En lille hvid løgn
"Sommerdrømme" blev optaget sidste sommer - og det betød, at Cassia og Charles Alves de Silva skulle holde på deres glade hemmelighed til, efter finalen blev vist på TV 2 i sidste uge. Men Cassia siger til tv2.dk, at det faktisk ikke var så svært. Hun arbejder som pædagogmedhjælper - og hun fortalte en lille hvid løgn til sine nysgerrige kolleger; nemlig at vinderen slet ikke var fundet endu. Kollegerne troede derfor, at afgørelsen ville blive truffet på samme måde som i "Nybyggerne", hvor seerne til sidst skal stemme på, hvem de ønsker skal vinde.
- Det er sjovt, for de har alle sammen sagt, at de ville stemme på os, siger Cassia, der nu kan glæde sig over, at parret vandt alligevel - også uden stemmerne fra hendes søde kolleger.