Kåre Quist fylder 49 år – se sønnens søde hilsen til far
Kåre Quist har også i år travlt med tv på sin fødselsdag. Han fylder 49 år den 26. maj 2020, og på denne dag har ikke blot kronprins Frederik fødselsdag, men også DR1-programmet "Horisont", der fylder 60 år.
I godt selskab
- Jeg har fornøjelsen at være vært på vores store jubilæumsprogram om "Horisont" på min fødselsdag - foruden TV Avisen. Så jeg er også i år på arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Jeg fejrer fødselsdag med seerne og er dermed i godt selskab, lyder det glad fra fødselaren.
Fejret med familien
Kåre Quist har taget forskud på festlighederne med familien i anledning af fødselsdagen.
- Min kone Tine og jeg havde nogle af familiemedlemmerne i behørig afstand til kaffe, hvor vi også fik spillet fodbold i haven og var på fisketur med vores søn, Carl. Jeg synes, at det er hyggeligere end at sidde for bordenden med 30 mennesker, mens kagen bliver båret ind. Men næste år bliver det nok sværere for mig at snige sig under radaren og gøre det så diskret, siger DR1-værten med et smil.
Se Carls søde fødselsdagskort på morgenbordet på fotoet, som BILLED-BLADET har fået lov til at bringe fra Kåre Quists Instagram-profil.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med fødselsdagen!