Lise Baastrup om at blive mor: Nu skal der planlægges
I fjerde sæson af "Rita" var Lise Baastrups rolle Hjørdis blevet mor, og skuespilleren skulle finde nogle følelser og reaktioner frem, som hun ikke selv havde haft inde på livet før.
I femte sæson, der har premiere på TV 2 mandag, ser vi mere til Hjørdis og Uffes søn, Reinulf.
Og i mellemtiden har Lise Baastrup, 36, gjort sig en del research om det at blive mor.
Hun har nemlig selv fået datteren Laura sammen med kæresten Jacob Dahl, og nu kan hun virkelig sætte sig i Hørdis' sted.
Lise Baastrups datter Laura er nogenlunde jævnaldrende med Hjørdis' Reinulf i "Rita".
Hverdagen bliver lavpraktisk
– Nu hvor jeg selv er blevet mor, kan jeg genkende, at der skal planlægges meget mere i hverdagen i forbindelse med arbejde og familieliv. Det bliver helt lavpraktisk: Hvornår skal vi af sted om morgenen og aflevere, i forhold til at man skal være et andet sted på et bestemt tidspunkt – og hvem kan så hente igen. Hvem gør dit og dat? Sådan er det, til hun flytter hjemmefra, ler Lise.
Indtil videre har det været til at få hverdagen i småbørnsfamilien til at hænge sammen, fordi Lise og Jacob har taget barsel på skift, men nu skal Lise virkelig til at have styr på kalenderen.
For eksempel giver det noget fleksibilitet at lave film og tv, der kan skydes om dagen, frem for teater, når nu hendes kæreste også primært arbejder om aftenen.
I BILLED-BLADET, der er på gaden allerede onsdag 3. juni, kan du læse et stort interview med "Rita"s Mille Dinesen.