Hjemme hos Rane Willerslev: Sådan bor Nationalmuseets direktør
Nysgerrighed og vilje. Begge dele er noget Rane Willerslev har fået fra sin far, og det har båret ham langt. Sidste år havde Nationalmuseet et rekordgodt år med 100.000 flere besøgende i København alene.
Nationalmuseets direktør har tidligere kunnet opleves i "Til middag hos" på TV 3 med danser Jenna Bagge, svømmer Jeanette Ottesen og skuespiller Peter Mygind, hvor han fortalte om sit eventyrlige liv. Han har også medvirket i TV 2-programmet ”En skat til Danmark”, hvor helt almindelige danskere var i gemmerne for at finde artefakter, der fortæller danmarkshistorien.
Skiftede karriere
Den skat, der har størst betydning for Rane Willerslev selv, er dog hans kæreste Sophie Seebach og hans tre børn, Thyra, Gertrud og Vidar. Men sådan har det ikke altid været.
Hvor han tidligere i kraft af sit arbejde som professor i social antropologi har brugt 14 måneder uafbrudt i ødemarken i Sibirien, sørger han i dag for at være hjemme i stort set alle weekender og ferier.
Det var på et hårdt liggeunderlag i et telt i Østafrika - sløj, hostende og harkende, at det danske svar på Indiana Jones fik en tanke, han ikke havde tænkt før. Han var blevet for gammel til de Indiana Jones-agtige eventyr, der ellers har fyldt det meste af hans liv. Det var på tide at vende hjem og skifte karriere. I dag er den 49-årige eventyrer succesrig direktør for Nationalmuseet.
Eventyr kostede ham ægteskabet
Rane Willerslev er ikke i tvivl om, at Indiana Jones-livet kostede ham ægteskabet med sine to døtres mor. En bitter erfaring, han har taget med sig i forholdet til sin 15 år yngre kæreste Sophie Seebach, som han sidste sommer fik sønnen Vidar med.
Parret mødtes, da Sophie Seebach som ph.d.-studerende fik tilbudt at skrive en bog, ”Mirrors of passing”, sammen med Rane. De havde kendt hinanden i mange år på det tidspunkt, men brugte pludselig mere og mere tid sammen.
I dag bor de en i en skøn lejlighed på Amager i København og har fået barn sammen.
Se deres fine bolig i galleriet i toppen af artiklen.