Mille Dinesen sætter ord på: Så forskellig er jeg fra Rita
Mille Dinesen har endnu en gang fået ”Rita” på skemaet og spiller hovedrollen i femte sæson af serien af samme navn på TV 2. Skuespilleren har også kunnet sætte kryds ved 10-års jubilæet i rollen som skolelæreren Rita.
Det bedste ved Rita
Og om det bedste ved rollen siger Mille Dinesen:
- Det er at få lov til at arbejde med en karakter over så mange år. Det har været ret fantastisk og også specielt at arbejde med sådan en figur som hende. Hun er jo ikke kedelig, siger Mille med et smil til BILLED-BLADET, da hun skal fortælle om Rita-rollen.
Mille Dinesen trives ikke i kaos
- Jeg er grundlæggende milevidt forskellig fra Rita. Hun er konfliktsøgende, og jeg er - ikke konfliktsky - men hælder mere den vej. Men det er jo det, der er dejligt udfordrende som skuespiller, nemlig at få lov at sætte sig ind i et andet menneskes sind, fortæller skuespilleren.
- Jeg trives heller ikke i kaos, som min figur Rita gør. Jeg har brug for en stabil base, fordi mit arbejdsliv er op og ned. Så har jeg travlt, og så har jeg fri. Derfor er det vigtigt med dén base, siger hovedrolleindehaveren i ”Rita”.
Læs det store interview med Mille Dinesen i BILLED-BLADET nr. 23, der er på gaden nu.