Tina Lund i chok: Datter tæt på at blive kvalt
- Hej alle sammen, jeg fik simpelthen et kæmpe chok i dag. Det kan jo ske for alle, men jeg troede bare aldrig, at det ville ske for mig.
Sådan begynder en rystet Tina Lund sin talestrøm i en video, hun har lagt ud på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lovet at citere fra.
Her fortæller den 39-årige professionelle springrytter og tv-personlighed også, hvordan hun havde givet sin snart fireårige datter Lilly en lakrids kort tid forinden.
Tina Lund havde lært førstehjælp i Dubai
Men det fortrød hun kort efter, for Lilly fik lakridsen i den gale hals og kunne ikke få luft. Heldigvis havde den handlekraftige mor haft førstehjælp i Dubai, hvor hun til daglig bor med manden, tidligere fodboldspiller Allan Nielsen og parrets to børn, og kunne huske, hvad der skal gøres i sådan en situation.
Så Lilly kom over skødet, fik nogle dunk i ryggen, og efter hvad der - ifølge Tina Lund - føltes som 20 dramatiske minutter, men måske kun var 20 sekunder, kom lakridsen endelig op ad halsen.
Jeg var ved at tude
- Jeg var lige ved at tude, jeg blev simpelthen så forskrækket. Lilly hun var bare sådan lidt rundt på gulvet. Men min pointe er bare, at jeg troede aldrig, det ville ske for mig, det er noget, man hører om, men det gjorde det altså.
- Så jeg vil bare sige til jer alle sammen, lige meget om I er forældre, bonusforældre eller har søskende, hvis I har mulighed for det, så tag undervisning i førstehjælp så vi kan hjælpe hinanden. Jeg er så glad for, at jeg havde hørt ordentligt efter i timen og kunne "redde min datter" selv, og at der ikke skete mere, siger Tina Lund i videoen.
- Jeg fik et chok i dag, og jeg havde bare lyst til at dele det og fortælle jer, at det kan ske for os alle sammen, og at det bare en rigtig god idé, at man ved, hvad man skal gøre, slutter en rystet Tina Lund og ønsker sine følgere en god dag.
Se Tina Lunds video herunder, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe: