Flemming Møldrup om hustruen: Derfor bor vi ikke sammen
Selv om man er gift, behøver man ikke at bo sammen. Det er Flemming Møldrup og hustruen Rikke Rasmussen helt enige om.
Parret har været gift i et års tid og har valgt en lidt utraditionel måde at leve sammen på. Livstilseksperten fra ”Kender du typen?” og hans datter Yoko bor nemlig sammen med en veninde på Østerbro, mens Rikke bor sammen med sine to børn, Molly på 16 og Gilbert på 23.
- Det med at bringe en familie sammen kræver meget energi, og vi har valgt at udskyde sammenflytningen, fordi vi har to teenagedøtre. Vi synes, det vil være synd for dem, hvis vi skal tage plads fra deres teenagetid, fortæller Flemming Møldrup til BILLED-BLADET.
Bliver ved med at være forelsket
50-årige Flemming Møldrup glæder sig over, at det fungerer godt for alle parter at bo hver for sig.
- På den her måde kan Rikke og jeg blive ved med at være forelskede, fordi der er nogle dage, hvor vi ikke ser hinanden. Vores børn kan få den plads, de har brug for hver for sig, og så kan vi være sammen alle sammen, når vi har lyst, forklarer han.
Flemming Møldrups hustru Rikke Rasmussen er stifter af tøjbrandet Moshi Moshi.