Lise Nørgaard fylder 103 år: Sådan fejrer hun det
Når journalisten og forfatteren til den populære serie, "Matador" i morgen fylder...ja, 103 år, så sker det med en dejlig middag på en restaurant i Skovshoved, tæt på hendes bopæl.
Asparges-skræller står højt på ønskelisten
For Lise Nørgaard elsker stadig at komme ud og hygge sig, og den herlige "gamle dame" har da også stadig et par ønsker i anledning af fødselsdagen.
- Jeg ønsker mig en asparges-skræller. For den jeg havde må være hoppet ud af skuffen og har tilsynaldende forladt hjemmet, spøger journalisten, der har ledt længe og meget efter den, hun ellers havde.
- Af erfaring ved jeg, at ting der forlader hjemmet, sjældent kommer tilbage, så derfor ønsker jeg mig en ny, siger Lise Nørgaard, der let presset fortæller, at hun altid kan bruge et stykke lækker fransk sæbe fra Dior eller Chanel.
- Altså rigtig gammeldags sæbe, ikke flydende, slår morgendagens festlige fødselar fast.
Stemmen driller stadig
Humoren og hovedet er stadig intakt, selvom stemmen driller og er hæs og noget svag.
- Ja, det er frygtelig irriterende med dén stemme, men jeg har fået noget stemmetræning hos en talepædagog, så det er blevet lidt bedre. Jeg begynder derfor at tale, så snart jeg vågner: Go' morgen, Lise, det er lørdag, og det bliver en god dag. Så kommer der lidt gang i stemmen, fortæller Lise Nørgaard, der understreger, at hun ikke ønsker sig blomstrer, selvom folk er meget velmenende.
- Her i juni dør buketterne jo om ørene på én. Det er synd, siger Lise Nørgaard, der stadig elsker at komme på restaurant og hygge sig, og derfor glæder sig til at fejre sin 103-års - og meget imponerende - fødselsdag.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med fødselsdagen.