Liza Minnelli melder klart ud: Her er sandheden om Harry og Meghan-rygte
Efter at Harry og Meghan tidligere på året flyttede til Los Angeles og lagde det kongelige liv i Storbritannien bag sig, har rygterne svirret om, hvem der har hjulpet dem med at finde bolig, og hvem der er deres nye bekendtskabskreds i USA.
En af deres gode venner i det amerikanske jetset-miljø skulle efter sigende være Hollywood-ikonet Liza Minnelli, 74.
Ifølge Hello Magazine er det den britiske avis The Sun, der påstår, at Liza Minnelli kontaktede Harry og Meghan i løbet af lockdown-perioden for at hjælpe dem med at finde sig til rette i Los Angeles.
Det afviser Liza Minnelli dog på sin egen Facebook-profil:
"Jeg ønsker dem al mulig held og lykke, men jeg har aldrig mødt prins Harry og Meghan. Enhvert udsagn om det modsatte er fuldstændigt opdigtet", meddeler Minnelli.
Liza Minnelli har tidligere mødt Harrys mor, prinsesse Diana, og ifølge The Sun skulle et venskab mellem prinsesse Diana og Liza Minnelli have været årsagen til, at Minnelli ville tage kontakt til Harry.