Fyrstinde Charlenes vildt søde kærlighedserklæring til Albert
De seneste måneder har ikke været lutter lykke for fyrsteparret Albert og Charlene i Monaco. I starten af april måtte den 62-årige Albert gå 14 dage i isolation efter at være blevet smittet med corona - mens Charlene og tvillingerne, prinsesse Gabriella og prins Jacques, tog ophold på familiens sommerresidens Roc Agel.
Heldigvis klarede Grace Kellys ældste søn sig igennem diagnosen uden de store symptomer - og til den italienske avis Corriere dela Sela, fortalte Albert dengang, hvor meget han savnede Charlene og sine femårige tvillinger:
- Jeg drømmer om at være sammen med dem igen, sagde fyrsten.
Sammen er vi stærkere
Familien blev genforenet - og ved deres første fælles optræden ved åbningen af et nyt casino i Monte Carlo, skrev de på instagram: "Spændte på i dag og på begyndelsen af sommeren. Sammen er vi stærkere".
Kærligheden mellem fyrsteparret er bestemt ikke blevet mindre under adskillelsen. Det kom til udtryk, da Charlene på fars dag - der i fyrstedømmet og mange andre lande fejres den tredje søndag i juni - gennem sin Fyrstinde Charlenes Fond udsendte denne skønne kærlighedserklæring til sin mand - med henvisning til sin mands far og farfar: "Hvis Albert I var den opdagelsesrejsende - og fyrst Rainier var bygherren - så er min Albert hjerternes fyrste. Mit hjertes fyrste".