Mary deler private feriebilleder fra Gråsten Slot
I weekenden påbegyndte kronprins Frederik og kronprinsesse Mary sammen med deres fire børn, prins Christian, 14, prinsesse Isabella, 13, og tvillingerne, prins Vincent og prinsesse Josephine på ni år, deres årlige sommerferie på Gråsten Slot.
Hvor idyllisk der er på slottet i Sønderjylland kan man se på nye billeder og en lille film, som kronprinsesse Mary selv har taget og lagt ud på kongehusets sociale medier.
Flot udsigt og egen blomst
Her kan man blandt andet se den flotte udsigt, som kronprinsfamilien har fra slottet henover søen og den blomstrende slothave i sin fulde pragt.
Som noget helt særligt har kronprinsesse Mary fotograferet sin egen blomst, Kronprinsesse Marys Rose, der blomstrer noget så smukt.
En dejlig ramme
Også et fint billede af slottets garder på vagt gør indtryk.
"De smukke omgivelser ved Graasten Slot danner en dejlig ramme for os og starten af vores sommerferie." skriver kronprinsesse Mary til opslaget.