Kendt skuespillerpar ramt af corona
Coronoaen har hærget hele verden i efterhånden mange måneder, og skuespillerparret Martin og Katrine Greis-Rosenthal er blandt dem, der har mærket den farlige virus på egen krop.
Syge efter skiferie
De blev syge efter en skiferie tilbage i marts, fortalte parret, da BILLED-BLADET mødte dem til premieren på filmen ”Undtagelsen”.
– Jeg var savet midt over. Jeg har aldrig været så syg før. Jeg var ikke respiratorsyg, men syg nok til, at jeg var savet midt over. Det var sgu ikke sjovt, fortalte Martin Greis-Rosenthal om sin oplevelse med sygdommen.
Hans hustru var knap så hårdt ramt og fortæller, at det for hende føltes mere som en almindelig influenza.
Børnene blev ikke smittet
Skuespillerparret har to børn sammen, og derudover har Martin Greis-Rosenthal også en datter fra et tidligere forhold. Heldigvis har ingen af børnene været ramt af den farlige virus.
– Nej, det har de ikke. Heldigvis. Jeg var glad for at kunne bære coronavirussen på mine skuldre. Jeg var syg i halvanden uge/14 dage, men nu er vi ude på den anden side, og nu skal livet omfavnes, fortalte Martin Greis-Rosenthal med et smil.
Kathrine Greis-Rosenthal er blandt andet kendt fra tv-serierne ”Sygeplejeskolen” og ”Lykke-Per”, mens Martin Greis-Rosenthal har spillet med i ”Krøniken” og ”Badehotellet”.