Årgang 0-mor viser flot vægttab: Sommerklar Christina
De varme sommerdage i juni fik Christina Siguenza til at tage et stort og grænseoverskridende skridt.
Den 38-årige mor til Stephanie fra ”Årgang 0” gik nemlig på stranden iført tætsiddende badetøj – for første gang, siden hun har gennemgået et stort vægttab.
- Jeg vovede mig ud på stranden iført badedragt i dag – eller en delvis badedragt er det vel. Men dette er en grænse, som jeg skulle overskride, og næste grænse er så at stå i en bikini, har Christina skrevet i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
Vil inspirere andre kvinder
Christina Siguenza var tæt på at ramme 100 kilo, da hun i august 2019 tog en livsændrende beslutning. Hun ville ikke længere leve usundt og satte sig et mål, der lød på 75 kilo.
Det mål har hun nu nået, og hun viser derfor sin flotte og slanke sommerkrop frem på Instagram.
”Årgang 0”-moren vil gerne inspirere de kvinder, som har svært ved at komme op af sofaen, til at følge hendes eksempel og ændre deres livsstil.
- Jeg gør meget ud af, at jeg ikke er personlig træner, kostekspert eller andet. Jeg viser, hvad jeg gør, og at det virker, for at hjælpe folk på vej, fortæller Christina.