Paprika Steen: Se min dobbeltgænger
Paprika Steens bror, Nikolaj Steen, var himmelfalden, da han fredag aften sad i aftensolen på Café Promenaden på Frederiksberg. En taxa stoppede foran cafeen og ud steg en sand diva iført sommerkjole og mørke solbriller. Hans søster!
Troede han et kort øjeblik.
Nikolaj Steen slog sig for munden, henvendte sig til kvinden og fik lov til at tage billeder. "Det er helt vildt", kunne man høre ham sige, og da Paprika Steen rent faktisk dukkede op lidt senere, introducerede han hende straks for dobbeltgængeren.
Hun hedder Anne Nygaard Pedersen og er neuropsykolog på Center for Hjerneskade på Københavns Universitet. Hun fortalte efterfølgende til BILLED-BLADET, at hun næsten dagligt bliver forvekslet med Paprika Steen. Når hun er i byen oplever hun for eksempel ofte, at mænd byder hende på champagne i den tro, at hun er den berømte skuespiller.
- Jeg takker og drikker gerne deres champagne, men må ellers skuffe dem, ler Anne Nygaard Pedersen.