Prins Harry gør som mor: Diana ville også flytte til USA
Prins Harry og hertuginde Meghan flyttede tidligere på året til Californien i USA, hvor de lader til at stortrives med sønnen Archie, der blev 1 år i maj.
Det viser sig, at Harry dermed går i prinsesse Dianas fodspor, for hun havde angiveligt også planer om at flytte til USA.
Det skriver Hello Magazine.
Prinsesse Dianas tidligere butler Paul Burell fortalte ifølge ugebladet følgende om prinsessens planer i TV-programmet "Loose Women" sidste år:
- Diana ville også gerne tilbringe noget af sin tid i USA. Faktisk så lå der papirer på et hus i Malibu i Californien, som hun gerne ville købe, på hendes skrivebord, den dag hun døde, fortalte butleren.
Han tilføjede, at Diana gerne ville tage Harry og William med til USA tre-fire uger om året for at give dem et indblik i en anden kultur og en anden måde at leve på.
Prinsesse Diana døde i en trafikulykke 31. august 1997, 36 år gammel.