Unikke optagelser: Dronning Margrethes dejlige rejseminder
"At rejse er at leve," skrev H.C. Andersen, og det må man sige, at dronning Margrethe har gjort.
Majestæten har besøgt et hav af lande i løbet af sine 80 år, og via Det Danske Filminstitut kan man få et helt unikt indblik i nogle af de mange spændende rejser, den daværende tronfølger foretog i 1960'erne.
En flot tilrettelagt udsendelse på 11 minutter viser klip og fortæller om tronfølgerens rejser til bl.a. Chile, Argentina, Brasilien, Mexico og Hong Kong.
Her ser man hende iført smukke, klassiske 1960'er-sæt i pastelfarver, men også iført praktisk beklædning til udforskning af junglen.
Tronfølgeren medbringer på flere optagelser sit videokamera, som hun ivrigt filmer med.
Meget rørende er det også at se, hvordan hun ved rejsen til Canada i 1967 nu har sin Henri med som rejseledsager.
Her besøger de blandt andet verdensudstillingen Expo 67 i Montréal.
Se hele filmen "Prinsessen rejser" gratis hos DFI ved at klikke her.