Tinka-stjerne vinder fornem pris: Jeg er overvældet
En glad Josephine Højbjerg vandt onsdag aften en af de eftertragtede statuetter ved SVEND Prisen 2020.
Den kun 17-årige skuespiller blev udråbt som vinder i kategorien ”Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie” for sin rolle som nissepigen Tinka i TV 2-julekalenderen ”Tinka og kongespillet” fra 2019.
- Tusind tak til alle, der har stemt. Jeg er overvældet, for det havde jeg slet ikke regnet med. Det betyder virkelig, virkelig meget, sagde Josephine Højbjerg ifølge tv2.dk ved prisoverrækkelsen i Scala Teater i Svendborg.
Tinka vinder stort
Josephine Højberg konkurrerede imod to andre unge stjerner, Morten Hee Andersen i ”Fred til lands” og Arian Kashef fra ”Når støvet har lagt sig”, men hun løb altså med sejren.
Selve julekalenderen ”Tinka og kongespillet” vandt også en pris. Det var for ”Årets tv-dramaserie”.
SVEND Prisen er en publikumspris, så det er seerne, der afgør, hvem der løber med de flotte priser.
Her er alle vinderne
De øvrige vindere af SVEND-priserne blev:
Årets bedste danske film: ”Ser du månen, Daniel”.
Årets kvindelige skuespiller: Bodil Jørgensen, ”De forbandede år”.
Årets mandlige skuespiller: Esben Smed, ”Ser du månen, Daniel”.
Årets danske børnefilm: ”Mugge & vejfesten”.
Årets udenlandske film: ”Joker”.
Årets udenlandske børnefilm: ”Frost 2”.