Stort tillykke: Dronning Anne-Marie fylder 74 år
Dronning Anne-Marie er i dag kun ét år fra den helt store fest, når hun næste år fylder 75 år.
Men dagen i dag, hvor det er 74 år siden dronning Margrethes lillesøster, dronning Ingrid og Kong Frederiks yngste datter, kom til verden på Amalienborg Slot i København, bliver fejret stille og roligt. Corona-situationen gør, at dronningen og kong Konstantin passer på sig selv og hinanden, og derfor bliver fødselsdagen stille og rolig.
Eks-kongeparret har netop været sammen med deres ældste søn, kronprins Pavlos og hans familie, der for nylig holdt sommerferie i Grækenland, men de andre af dronningens ialt fem børn er afskåret fra at rejse på besøg fra deres hjem i bl.a Spanien og USA.
Alligevel skal det nok blive en dejlig dag for dronning Anne-Marie, der flere gange tidligere har fejret fødselsdagen med en sejltur eller en udflugt til den nærliggende ø, Spetses, som parret kan skimte fra deres skønne villa i Porto Heli, hvor deres store træbåd, Afroessa, ligger i havnen.
Båden var en gave fra kong Konstantin til sin hustru, da dronning Anne-Marie fyldte 60 år, og parret sejler stadig ivrigt og er ofte ombord på skibet, hvor de ellers også holder af at samle familie og venner. Dette må dog vente grundet Corona-restriktionerne, men måske det kan gå i opfyldelse næste år ved dronningens 75- års fødselsdag.
BILLED-BLADET ønsker dronning Anne-Marie hjerteligt TILLYKKE med fødselsdagen.