Tilbage på TV 2: Kendte danskere i vild udfordring
Når ”Korpset” vender tilbage på TV 2, bliver det helt anderledes, end det plejer.
Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack er fortsat i spidsen, men denne gang er det ikke en gruppe unge mandlige aspiranter, der kaster sig ud i alskens vanvittige udfordringer.
I næste sæson kan man nemlig glæde sig til at se en række kendte danskere prøve kræfter med det specialdesignede træningskursus, som kommer til at udfordre dem både psykisk og fysisk.
En broget skare
Seks kvinder og seks mænd er klar til at tage den vanvittige udfordring op.
- Vi har en aspirantprofil, der adskiller sig markant fra foregående sæsoner. Det en broget skare med forskellige baggrunde – og så er der både mænd og kvinder, hvilket er den største forskel. Men vi kommer ikke til at differentiere mellem kønnene overhovedet, siger Thomas Rathsack til TV 2 og tilføjer:
- Nogle øvelser har vi justeret en anelse på for at imødekomme den diversitet, der er. Men når det er sagt, bliver det overhovedet ikke en 'Korpset' light - slet ikke. De kommer ikke sovende til det, og vi behandler dem ikke anderledes end i de øvrige sæsoner.
Den nye sæson af ”Korpset” kan ses på TV 2 i det nye år.
De 12 deltagere er
Daniel Svensson: 38 år og tidligere håndboldspiller
Rikke Hørlykke: 44 år og tidligere håndboldspiller
Bo Hamburger: 50 år og tidligere professionel cykelrytter
Christel Pixi: 35 år og dessertkok
David Owe: 42 år og Skuespiller
Sophie Fjellvang-Sølling: 39 år og tidligere professionel skiløber
Mazen Ismail: 35 år og komiker
Dina Thorslund: 26 år og professionel bokser
Frederik Nonnemann: 30 år og professionel danser.
Sarah Bro: 24 år og tidligere professionel svømmer
Søren Vejby: 46 og skuespiller
Cecilie Lind: 31 år og iværksætter