Den 22-årige danser Asta Björk savner det sociale samvær med de øvrige par i Vild med dans.
Der bliver trænet på livet løs i øvelokalerne på Østerbro hos samtlige 12 par i ”Vild med dans” 2020.
Alle gør sig umage for at kunne levere deres ypperste fredag 2. oktober, hvor startskuddet lyder til den nye sæson. Asta Björk debuterede med en sejr i 2018 sammen med skuespiller Simon Stenspil.
I 2020 danser Asta Björk med den 31-årige dj Morten ”Faustix” Olsen. - Vores træning går rigtig godt. - Jeg kan selvfølgelig godt mærke, at Morten aldrig har danset, men han knokler virkelig – og han har musikalitet.
Ikke som vi plejer
Èn ting savner Asta Björk dog.
- På grund af corona-reglerne kan parrene ikke hjælpe hinanden, lige som vi plejer. - Vi professionelle er vant til at bruge hinanden til lige at rette nogle trin, komme med forslag til koreografien osv. - Men vi må slet ikke være sammen med de andre par – kun med vores dansepartner.
Læs også
Her er de 12 par i Vild med dans 2020
Konkurrenter og venner
- Det er lidt hårdt, når man nu er én stor ”Vild med dans”-familie, der selvfølgelig er konkurrenter, men i lige så høj grad er venner. Asta Björk har, som de øvrige deltagere, stor respekt for, at der bliver passe så godt på dem. - Det er det eneste rigtige, og coronaen har jo ændret forholdene for alle – ikke kun os i ”Vild med dans”, påpeger Asta Björk. Vi glæder os helt vildt
- Og vi glæder os selvfølgelig helt vildt til at komme i gang med sæsonen på fredag. Det bliver skønt!