29. sep. 2020
Af Malan Joensen

Uvenner eller ej? Prins William og Harrys forhold kommer under lup i ny bog

Prins William og prins Harry.
Prins William og prins Harry.
Fotomontage: MEGA
Prins Charles' og prinsesse Dianas to sønner har efter sigende haft nogle kurrer på tråden de senere år.

I det spirende forår, midt i Harrys farvel til jobbet som en af dem, der tegner det britiske kongehus udadtil, begyndte rygter om at forholdet til broderen prins William havde lidt alvorligt skibbrud at cirkulere.

En af årsagerne til dette skulle efter sigende være, at prins William i sin tid, da Harry var begyndt at se daværende Meghan Markle, havde været bekymret for, at det gik lidt for stærkt med de to. Da han luftede denne bekymring for sin bror, skulle prins Harry være blevet meget såret.

Nu påstår en ny bog at kunne fortælle sandheden om brødrenes forhold, helt fra barnsben og til nu.

Det skriver Daily Mail.

Det er forfatteren og historikeren Robert Lacey, der står bag bogen "Battle of Brothers: William, Harry and the Inside Story of a Family in Tumult" (på dansk "Brødrenes kamp: William, Harry og den sande historie om en familie i tumult").

Robert Lacey har tidligere skrevet biografier om dronning Elizabeth, Sir Walter Raleigh og Eileen Ford, ligesom han også har været konsulent på Netflix-serien "The Crown".

Ud over at bogen angiveligt vil dykke ned i Williams påståede bekymring for Harry og den måde, hvorpå forholdet til Meghan tog fart, vil den ifølge avisen også give detaljer om mødet på Sandringham i januar, hvor dronningen, prins Charles, prins William og Harry skulle finde en løsning på Harry og Meghans ønske om at træde tilbage fra jobbet som fremtrædende profiler i kongehuset.

Bogen er på gaden den 15. oktober.

Læs mere om: