Dronning Margrethe gav fornem gave videre
Dronning Margrethe var den glade giver, da hele to priser blev uddelt i Riddersalen i Chr. IX's palæ på Amalienborg i går fredag.
Anledningen var dronning Ingrids forskerpris, som dronningen Margrethe hvert år uddeler i sin mors navn, en pris som blev indstiftet, da dronningens mor havde været protektor for Gigtforeningen i 25 år.
Dronning Ingrids forskerpris på 100.000 kr. gik i år til professor Ellen-Margrethe Hauge.
Desuden bød dagen på en anden fornem prisuddeling, idet dronningen til sin 80-års fødselsdag modtog en gave fra Gigtforenigen som majestæten er protektor for. Gaven var et kæmpe stipendium, som Gigtforeningen bad dronning Margrethe lægge navn til, og det blev uddelt første gang fredag.
Dronning Margrethes fødselsdagsstipendium på godt 900.000 kroner overrakte dronningen til den nyuddannede 28-årige læge, Rasmus Westermann, der selv har gigt.
Han er ansat ved Aalborg universitetshospitals Reumatologiske afdeling, hvor han vil skrive den Ph.d., som dronningens generøse gave nu gør mulig. Rasmus Westermann vil bl.a undersøge om gigtpatienter, som er i biologisk behandling, har øget risiko for at udvkle kræft.