Forbereder sig til prinsesse Diana-rolle: Det er skræmmende
Kristen Stewart spiller prinsesse Diana i den kommende film "Spencer", og i et interview med InStyle fortæller hun om nogle af forberedelserne til rollen.
Arbejdet med at ramme prinsesse Dianas præcise accent er "skræmmende", siger Kristen Stewart:
- Fordi folk kender den stemme, og den er så tydelig og særlig. Jeg arbejder på den nu og har allerede en stemmetræner. Hvad angår research har jeg læst to en halv biografi, og jeg er igennem hele materialet, inden optagelserne begynder. Det er en af de mest sørgelige historier, der nogensinde har eksisteret, og jeg vil ikke bare spille Diana - jeg vil lære hende at kende fuldstændigt. Jeg har i øvrigt ikke været så spændt på at spille en rolle i meget lang tid, fortæller Kristen Stewart.
Ifølge skuespilleren går optagelserne til filmen "Spencer" i gang i midten af januar 2021.