Bukke eller neje? Du eller De? Sådan hilser man på de kongelige
Hver uge svarer Jon Bloch Skipper på spørgsmål fra læserne i BILLED-BLADETs royale brevkasse. Det kan være om stort og småt. Danske og udenlandske kongelige. Takt og tone. Og meget andet.
Børn og voksne...
Forleden spurgte Lene Clausen:
"Hvem af de kongelige skal man bukke for?"
Og her kan du læse Jon Bloch Skippers svar:
"Efter min mening bør damer neje for alle medlemmer af kongehuset, ligesom enhver mand bør bukke. På den måde viser man sin ærbødighed og respekt. Det er dog ikke nødvendigt, hvis den kongelige ikke er myndig. Tidligere var det kutyme, at man behandlede de kongelige børn som netop børn, indtil de blev konfirmeret. Man kunne således tillade sig at sige du, og man behøvede ikke at bukke og neje. I dag udgør konfirmationen ikke samme klare grænse mellem barndom og voksenliv, og derfor vælger de fleste nok at bukke og neje og at sige du til de kongelige, indtil de bliver myndige. Herefter stopper valgfriheden også, hvis du spørger mig."
Og, hvem ved, dét svar kan vi måske alle få glæde af en dag...
Skriv til Jon Bloch Skipper på jon@billed-bladet.dk, hvis du selv har et spørgsmål vedrørende de kongelige.