Nu er der snart gået et år: Silvia er bekymret
Nu er der snart gået et helt år, siden Sveriges dronning Silvia sidst var sammen med sin datter prinsesse Madeleine og hendes børn og mand Chris O’Neill.
Madeleine og hendes mand og børn, der bor i den amerkanske solskinsstat Florida, har været adskilt fra Sverige og dronning Silvia i så lang tid på grund af corona-restiktionerne i Europa og USA, hvilket gør oversøiske rejser vanskelige.
Dronning Silvia vil vide mere
Silvia bekymrer sig naturligvis om familien, og dronningen vil gerne vide mere om den aktuelle situation i USA.
Dronningen inviterede forleden en svensk USA-ekspert til møde på slottet i Stockholm, og Silvia stillede i den forbindelse spørgsmål til eksperten, der som udgangspunkt talte om det forestående præsidentvalg med Donald Trump og Joe Biden i hovedrollerne.
Det var den tidligere Washington-korrespondent Kajsa Boglind, der nu arbejder for Sveriges Radio, der var til møde med de kongelige.
En stor ære
– Det var virkelig en stor ære at få lov til at komme på slottet og fortælle om det amerikanske præsidentvalg. Der var så mange gode spørgsmål fra dronningen, kronprinsessen og prins Daniel, lyder det fra Kajsa Boglind på Instagram.
Talte om andet end valget
Mødet varede en time og kom ifølge mediet Svensk Damtidning også til at dreje sig om andet end valget.
Ifølge USA-eksperten var Silvia, Victoria og Daniel virkelig godt inde i de amerikanske forhold og meget interesserede i USA, og det er jo naturligt, når man har så mange forbindelser til landet.
Stærke bånd
Kronprinsesse Victoria har studeret på Yale Universitetet, og dronning Silvia har stiftet organisationerne Mentor og World Childhood Foundation, der har hovedkontor i USA.
Alvorlig situation i Florida
Og så har Silvia altså sine tre børnebørn Leonore, Adrienne og Nicolas samt datteren prinsesse Madeleine boende i Miami, Florida i USA, hvor corona-situationen er særligt alvorlig.