Pamela Anderson om coronavægten: Føler mig lidt oppustet
Pamela Anderson, 53, var i denne uge virtuel gæst i det britiske tv-program "Loose Women".
Her deltog den tidligere "Baywatch"-stjerne og "Playboy"-model fra sit hjem i Canada, hvor hun for tiden isolerer sig under coronapandemiens opblussen.
Og noget kunne tyde på, at Pamela Anderson - ligesom mange andre - har taget lidt på som følge af krisen.
Det skriver flere medier deriblandt Daily Mail.
Adspurgt om Pamela Anderson laver fitness derhjemme, svarede hun:
- Det er jeg nødt til at gøre! Jeg har et træningscenter herhjemme, som jeg kigger på en gang i mellem, fortalte hun og tilføjede med et glimt i øjet:
- Jeg føler mig lidt oppustet, men nu kommer vinteren jo, og så fryser jeg ikke, sagde Pamela Anderson med et grin.
Pamela Anderson spillede C.J. Parker i 1990'er-tv-serien "Baywatch", hvor hun var med i fem sæsoner.