Mads Vad om Vild med dans: Sådan var min fredag
To par manglede på dansegulvet, da der fredag aften var ”Vild med dans”. Silas Holst, Karina Frimodt og deres dansepartnere var i corona-isolation, og det påvirkede de andre dansere.
Mads Vad og dansepartneren Emili Sindlev fik nyheden at vide torsdag aften, og det ændrede stemningen om fredagen.
- Det har været en super mærkelig dag. Det er første gang i ”Vild med dans”-historien, at det her er sket. Vi har aldrig prøvet før, at to par sidder over, sagde Mads Vad til BILLED-BLADET efter ”Vild med dans”.
Vi savner dem
- Det er en underlig situation, og man har også kunnet mærke det på hele holdet. Vi har savnet dem, lød det fra Mads Vad, som tilføjede:
- Men da vi så gik live, så var vi jo på, som vi plejer og gjorde, hvad vi kunne.
Han og dansepartneren Emili Sindlev, 24, fik aftenens førsteplads med en samlet dommerkarakter på 44 for deres quickstep. Desværre for parret så bliver karaktererne ikke talt med i næste uge.