14. nov. 2020
Af Marianne Singer

Spændende år i vente for prins Christian

Prins Christian på et af de officielle billeder, som kongehuset delte i forbindelse med prinsens 15-års fødselsdag den 15. oktober. 
Prins Christian på et af de officielle billeder, som kongehuset delte i forbindelse med prinsens 15-års fødselsdag den 15. oktober.
Foto: Franne Voigt for Kongehuset
Kronprinsparrets ældste søn går en spændende tid i møde til næste år.

2021 bliver et helt specielt år for prins Christian og hans forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Prins Christian stopper nemlig til næste sommer som elev i folkeskolen Tranegårdskolen i Hellerup, der kun går op til 9. klasse.

Det er første gang, at et af Frederik og Marys børn afslutter et skoleforløb.

https://imgix.billedbladet.dk/hkh_prins_christian_2_1.jpg
Prins Christian på et af de officielle billeder, der blev taget i forbindelse med hans 15-års fødselsdag i oktober.
Foto: Franne Voigt for Kongehuset

Får travlt med eksamener

Det betyder samtidig, at den 15-årige prins som 9.-klasses elev får travlt med afgangseksamener sidst på skoleåret.

Det kom hans far, kronprins Frederik, allerede ind på under den store presseseance i Schweiz i januar.

Giver mening

Pressemødet fandt sted på prins Christian og hans søskendes første skoledag på den internationale skole i Verbier, hvor de endte med at tilbringe knap tre måneder.

- Nu hvor Christian går i 8. klasse, ville det til næste år ikke være nemt at tage ham ud af klassen. Der er afgangseksamener, som man forbereder sig på. Det ville ikke give den samme mening, som det gør i år, så derfor er det fantastisk, at vi kan tage alle fire ud (af skolen, red.) i år og give dem de her 11½ uges oplevelse, lød det dengang glad fra kronprinsen.

https://imgix.billedbladet.dk/_mho8813.jpg
Kronprinsfamilien under pressemødet i Verbier i januar.
Foto: Martin Høien

Stadig uvist

Hvad der efter skoleafslutningen venter prins Christian er stadig uvist.

Han har selvfølgelig mulighed for at begynde på et gymnasium, men kan også vælge for eksempel at tage 10. klasse på en anden skole.

Forskellige veje

Hans fætter prins Nikolai tog 10. klasse på Herlufsholm Skole i Næstved efter at have afsluttet 9. klasse på Krebs´Skole.

Mens prins Felix går i 3. g på Gammel Hellerup Gymnasium og dermed nu nærmer sig studenterhuen med hastige skridt.

Skal konfirmeres

Men det er ikke kun i skolemæssig sammenhæng, at prins Christian kan se frem til en spændende tid.

Til næste år skal prins Christian efter planen endelig konfirmeres.

Corona kom i vejen

Oprindelig skulle prins Christians konfirmation have fundet sted i foråret 2020, men så brød coronasmitten løs.

Det betød, at både dronningens 80-års fejring samt den kongelige konfirmation måtte aflyses.

Håber på det bedste

Hvordan coronasituationen ser ud til næste år, er stadig uvist, men kronprinsparret håber på det bedste.

Over for BILLED-BLADET har kongehuset tidligere bekræftet, at deres søns konfirmation er udskudt til foråret 2021.

Gæster fra udlandet

Årsagen er, at kronprinsparret håber, at til den tid kan alle de udenlandske gæster deltage.

Kronprinsfamilien har mange familiemedlemmer og nære venner i udlandet.

Rund fejring

Som noget helt særligt kan prins Christian også se frem til en rund fejring i familien allerede i starten af 2021.

Det er hans yngste søskende, tvillingerne, prins Vincent og prinsesse Josephine, der den 8. januar fylder 10 år.

Dem er han meget tæt knyttet til og derfor vil han sammen med sine forældre og prinsesse Isabella helt sikkert sørge for at give dem den bedste dag, de kan ønske sig.

Prins Christian sammen med sine søskende på Skolernes motionsdag den 9. oktober:

Læs mere om: