Endnu et par skal forlade Vild med dans: Tre par er i farezonen
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
I forrige uge blev alle par reddet i "Vild med dans", da konkurrencen i danseshowet var sat på hold.
Men det kommer ikke til at ændre på, hvem "Vild med dans"-eksperterne Nikolaj Bonde og Helle Skram de Fries tror ryger i omdans fredag aften.
Endnu en gang tror de nemlig, at det bliver henholdsvis Wafande og Mie Moltke og Faustix sammen med Asta Björk, der skal kæmpe om at blive i konkurrencen.
- Man får det helt dårligt ved at sige det hver gang, lyder det fra BILLED-BLADET's Helle Skram de Fries.
Men de to pars danse i fredagens "Vild med dans" gjorde da heller ikke noget for at ændre eksperternes holdning.
- Jeg synes ikke, at den forgangne uge har rykket ved noget. Hvis et af parrene var braget ind i toppen, så havde jeg måske ændret holdning til det, fortæller Nikolaj Bonde fra SE og HØR.
Imens Wafande og Faustix igen er i farezonen for at ryge i omdans, er der dog også en dark horse, som Helle Skram de Fries tror, kan være i fare for at ryge i omdans.
- Jeg er også supernervøs for Sara og Morten. Jeg synes jo ikke helt, at de får de karakterer, som de ville få, hvis jeg sad i dommerpanelet. De er hele tiden i den der farlige midterzone, fortæller hun.
Hvem der rent faktisk ryger i omdans i aftenens "Vild med dans" kan man følge med i fra klokken 20.00 på TV 2.