Se billedet: Alle Nybygger-par genforenet før finalen
Om to dage bliver det afgjort, hvem der løber med drømmehuset i ”Nybyggerne” på TV 2, og de fire par kan næsten ikke vente.
Som optakt til finalen onsdag den 25. november har alle parrene nu fået lov til at flytte ind i deres huse i Silkeborg, som de forlod i sommer, da tv-optagelserne sluttede.
- I dag tager vi til Silkeborg for at mødes med vores kære naboer. Vi får lov til at blive i husene i nogle dage inden finalen. Vi glæder os sååå meget, skrev Martin og Sunnvá søndag i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele, og fortsætter:
- Det er svært og mærkeligt at tænke på, at vores Nybygger-eventyr snart er slut. Vi glæder os til at sætte et punktum for eventyret med alle dem, som vi har delt oplevelsen med. Det har været den vildeste rejse.
Dejligt billede af parrene
Efter at alle ”Nybyggerne”-deltagerne i weekenden blev genforenet i Silkeborg, delte Martin og Sunnvá fra blåt hus et dejligt billede af alle parrene. Klik på pilen for at se det nye billede.
- I går aftes gentog vi denne succes fra forhaven. Eller så godt vi nu kunne, da vejret er lidt koldere på denne årstid. Vi endte med at sidde i carporten i rødt hus i stedet, skriver Martin og Sunnvá i et opslag på Instagram og tilføjer:
- Vi mødte også den sødeste pige ved navn Joanna, som så gerne ville hilse på os, hun fik en hilsen og et billede med på vejen. Hold nu op hvor ville vi bare ønske, at vi får lov til at fortsætte med det her for evigt.
Finalen i ”Nybyggerne” bliver sendt live fra Silkeborg onsdag den 25. november kl. 20.50 på TV 2, og du kan være med til at bestemme, hvem der vinder.