Jarl Friis-Mikkelsen fylder 69: Sådan fejrer han fødselsdagen
Det er blevet december måned, og for mange betyder det, at julen for alvor begynder.
For Jarl Friis-Mikkelsen begynder december dog altid med en fødselsdag, og i år er ingen undtagelse.
Fødselsdag med gode venner
Manden med de mange talenter fylder nemlig 69 år i dag, men Jarl Friis-Mikkelsen har haft så travlt den seneste tid, at han dårligt har haft tid til at tænke på det.
- Jeg skal fejre det med nogle gode venner, fortæller han om planerne for dagen.
Der har ikke været meget tid til at tænke på fødselsdagen, for Jarl Friis-Mikkelsen har været optaget af arbejdet med TV 2’s nye serie ”Grethes jul”, som han har instrueret og også været med til at skrive manuskriptet til.
Det har været nogle travle måneder for at nå at få det hele i kassen, og nu kan man snart se resultatet af det hårde arbejde.
- Jeg håber, seerne bliver mindet om, at man skal passe godt på hinanden og lytte til andre end sig selv. Og at man måske i virkeligheden bliver gladere af at gøre det, siger Jarl Friis-Mikkelsen om serien, der giver et gensyn med den altid empatiske Grethe spillet af Peter Frödin.
Serien er i fire afsnit og kan ses på TV 2 fra mandag den 7. december.