Få dage før Vild med dans: Sarah Grünewald har mistet stemmen
Sarah Grünewald så som altid smuk ud, da hun onsdag aften var til gallapremiere på filmen ”Lille sommerfugl”, som hun også spiller med i.
Men ”Vild med dans”-værten havde i den grad udfordringer med at fortælle om den nye film.
Sarah Grünewalds familiesvaghed
Hun havde nemlig på det nærmeste mistet stemmen.
- Kæft hvor er det åndssvagt det her. Jeg mister tit stemmen om vinteren. Jeg havde lidt ondt i halsen i sidste uge og har været gennem vildt mange coronatests, for det skal man jo, når man har noget med halsen. Men jeg har ikke corona, forklarer Sarah Grünewald.
- Sidste år i december mistede jeg også stemmen. Min mor gør det også. Det ligger lidt til familien at miste stemmen – vi snakker for meget, lød det fra Sarah med et smil.
Heldigvis for værten er ”Vild med dans” rykket til på lørdag, så hun har en ekstra dag til forhåbentlig at få bedre styr på stemmen.
- Heldigvis er ”Vild med dans” rykket, så vi først skal gøre det på lørdag. Lige nu er jeg glad for, jeg bare skal se en film og ikke være vært, lød det fra en særdeles hæs Sarah Grünewald.