Märtha Louises gribende ord på årsdagen for Aris død
Det blev en helt speciel fredag den 25. december for Norges prinsesse Märtha Louise og hendes tre døtre Maud Angelica, Emma Tallulah og Leah Isadora.
Fredag første juledag var det præcis et år siden, at hele Norge fik den triste besked, at kunstneren og forfatteren Ari Behn var gået bort bare 47 år gammel.
Märtha Louise med gribende budskab
På etårsdagen lagde Märtha Louise på Instagram gribende ord op om sin eksmand og havde samtidig et budskab til sine landsmænd og -kvinder.
- Jeg vil bare ønske jer alle en god jul. Dette år har det været en vældig anderledes fejring af højtiden, fordi Ari, den elskede far til mine tre piger, ikke længere er blandt os. Han valgte at forlade denne planet i fjor på denne dag, skriver prinsessen og har mere på hjerte.
Fejrede Aris liv
- Vi fejrede hans liv i dag, vi græd over tabet af ham, og over hvor meget vi savner ham. Det har været en dag i kærlighedens tegn, kommer det fra Märtha Louise, der også har en særlig opfordring til alle.
Ifølge Märtha Louise rammer livet os alle hårdt en gang imellem.
Det er uundgåeligt, og man må forsøge at klare det så godt, man kan og forhåbentlig finde støtte i sine omgivelser i denne tid med fejring af jul og nytår.
Ramt på sjælen
Prinsessen havde særlige ord til de mennesker, der er ramt på sjælen i denne juletid.
- Du skal vide , at du er elsket. Du skal vide, at der er behov for dig. At du er værd den hjælp, du kan få. Vær så sød at bede om hjælp. Vær så sød at give udtryk for, hvordan du har det. Du er elsket, siger prinsesse Märtha Louise.