Nikolaj Jacobsen: Det har fyldt meget
Om få dage begynder VM i Egypten, og her bliver det forhåbentlig til mange sejre til de danske håndboldherrer.
Nikolaj Jacobsen har længe været i gang med forberedelserne, men der er andet end håndbold, som i den forbindelse også har fyldt meget.
Det er nemlig ikke til at komme uden om, at denne slutrunde skal spilles midt under en corona-pandemi.
- Det har i den grad påvirket forberedelserne, at der har været mere snak om corona end håndbold. Det har gjort, at vi nok har haft mere fokus på mange andre ting end håndbold, men det er nok mest min forberedelse, der har været forstyrret af det, fortæller landstræneren.
Modsat kvindernes EM, som i december blev spillet i Danmark, har man besluttet, at der gerne må sidde publikum på nogle af tilskuerpladserne under VM
- Jeg synes, man burde afholde det uden, for det er det sikreste. Men jeg accepterer, at nogle har vurderet, at man kan putte 20 procent tilskuere ind. De har bedre mulighed for at vurdere det, end jeg har, i og med de er til stede dernede, forklarer han.
Danmark spiller sin første VM-kamp på fredag, og det er mod Bahrain.
Man kan se mere til dem allerede lørdag aften på TV 2, hvor de spiller endnu en test-kamp mod Norge.