Anne og Anders afslører kæmpe nyhed
Midt i den triste coronatid er der nu noget at glæde sig over. Makkerparret Anne Hjernøe og Anders Agger tager nemlig på nye eventyr i år for at lave en ny sæson af ”Anne og Anders”-serien på DR1.
Det afslører tv-kokken i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe.
- BREAKING. Kære alle sammen. På en grå dag under lockdown kan vi måske glæde nogen af jer med, at A&A rejser rundt i Norden i hele 6 programmer, når det bliver lidt varmere, og foråret springer ud, skriver Anne Hjernøe i opslaget og tilføjer:
- Hvis du bladrer frem til næste foto, kan du se, at vi gerne tager imod gode forslag til, hvem vi skal besøge. Men kun pr mail. Så spild ikke dine gode forslag her, men send en mail til adressen i opslaget. Vi glæder os.
Vil besøge danskere i Norden
Sidste efterår fortalte Anne Hjernøe og Anders Agger til BILLED-BLADET, at de endnu ikke vidste, om de havde lyst til at lave flere programmer i 2021, eller om de ville holde en pause.
Nu har de altså besluttet at fortsætte tv-rejsen sammen, og denne gang går turen til Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Island og Grønland.
Her vil det populære tv-par besøge interessante danskere og nordboere, som er bosat i disse lande.