Da den britiske avis Mail on Sunday offentliggjorde dele af et brev, hertuginde Meghan havde sendt til sin far Thomas Markle i august 2018, blev konsekvensen, at Meghan senere lagde sag an mod udgiveren for blandt andet brud på privatlivets fred og ophavsret.
Skal den sag afgøres som en traditionel retssag, hvor der er vidneafhøringer og mange detaljer vil komme frem i offentligheden, eller kan man nøjes med en såkaldt "summary judgment", det vil sige en dom uden domsforhandling, hvor man således kan holde informationerne tættere til kroppen? Det er dette spørgsmål, der i disse dage afgøres i den britiske High Court, der er den tredjehøjeste retsinstans i Storbritannien.
Flere britiske medier, deriblandt
ITV og
Hello Magazine, har rapporteret fra høringen, som der er afsat to dage til. Hertuginde Meghans advokater og Mail on Sundays advokater "mødtes" virtuelt i retten tirsdag, hvor nye oplysninger om den prekære sag kom frem. På den ene side hævder Meghan, at avisen ingen ret havde til at offentliggøre dele af det dybt personlige brev, fordi det er brud på privatlivets fred og hendes ophavsret. På den anden side hævder Mail on Sunday blandt andet, at offentliggørelsen var i offentlighedens interesse, fordi Meghan er kongelig, og at hun burde have kunnet forudse, Thomas Markle ville offentliggøre det. Avisens advokater mener for eksempel at vide, at Kensington Palace's kommunikationsteam hjalp med udformningen af brevet og bruger det som argument for, at Meghan havde forudset en offentliggørelse.
Ønsker forsoning med far
Meghan hævder, at hendes eneste intention med brevet var at få genetableret sit før i tiden så gode forhold til faderen, der led alvorligt skibbrud op til brylluppet med prins Harry i foråret 2018. Meghans advokater argumenterer for deres sag ved blandt andet at fremhæve, hvad det meget omtalte brev sluttede med - to sætninger, som Mail on Sunday havde udeladt, da de offentliggjorde uddraget: "I ask for nothing other than peace. And I wish the same for you." ("Jeg beder kun om fred. Og jeg ønsker det samme for dig," red.)
Faderen støtter avisen
Thomas Markle, der egenhændigt har udleveret brevet, står på avisens side i sagen. Han har udtalt i en vidneerklæring mod datteren, at han offentliggjorde brevet for at rette et tidligere, efter hans mening, fejlagtigt indtryk af deres forhold, som var kommet frem i en artikel fra People Magazine. Denne fremstilling var ifølge faderen en "komplet løgn" og repræsenterede ikke "den ordlyd og det indhold, Meg havde skrevet til mig i august 2018". Thomas Markle hævder, at artiklen i People Magazine, der var baseret på anonyme udtalelser fra Meghans venner, gav et fejlagtigt indtryk af, at Meghan tog sig rigtig godt af ham og støttede ham, og at den artikel blev udslagsgivende for hans beslutning om at gå til Mail on Sunday og offentliggøre brevet. "Brevet var ikke et forsøg på forsoning. Det var en kritik af mig. Der stod ikke i brevet, at hun elskede mig. Der blev ikke en gang spurgt til, hvordan jeg havde det," udtaler han ifølge ITV blandt andet i sin vidneerklæring.
Håber på diskret afgørelse
Det er hertuginde Meghan, der har bedt om at få sagen afgjort på diskret vis ved en "summary judgment", hvorved at mange detaljer kan holdes mellem de stridende parter, modsat en almindelig retssag, hvor der (medmindre dørene bliver lukket) kan rapporteres fra. Hendes advokater argumenterer for, at sagen ikke behøver at komme for retten, fordi Mail on Sunday ikke, ifølge advokaterne, kan have nogen realistisk udsigt til at vinde. Der skal nu tages stilling til, hvordan den ulykkelige sag skal behandles. Oprindeligt var der afsat retsdage til den i januar, men sidste efterår lykkedes det Meghans advokater at få den udskudt til efteråret 2021. Det er således ansøgningen om at få sagen afgjort ved dom uden domsforhandling, der bliver taget stilling til i disse dage.