Phillip Faber afslører: Jeg vender tilbage på skærmen
Selv om Phillip Faber både har sagt farvel til ”Morgensang” og ”Fællessang” på DR1, er det ikke ensbetydende med, at han er helt væk fra sendefladen.
Han laver også ”Den klassiske musikquiz” til DR2, og så vender han snart tilbage på skærmen i et indtil videre hemmeligt tv-program.
- Der kommer noget tv, der begynder i februar, hvor jeg er med. Det er på DR, og det er mere end et afsnit, fortæller Phillip Faber til BILLED-BLADET.
En åben kalender
Mere må Phillip Faber ikke fortælle om det kommende tv-program, så vi må vente og se. I mellemtiden går han hjemme og venter på, at han igen kan arbejde sammen med DR Pigekoret.
- Lige nu har jeg den mest åbne kalender, jeg har haft, siden jeg var barn, for der er jo ikke nogen, der ved, hvornår vi kan mødes med Pigekoret igen. Og jeg har givet ”Fællessang” videre til nogle andre. Så nu summer jeg lige lidt, siger chefdirigenten.
Læs et interview med Phillip Faber og alle de andre TV-GULD-vindere i BILLED-BLADET nr. 3, der var på gaden den 21. januar.