Sådan fejrer Morten Ankerdal kobberbryllup
Morten Ankerdal og hans hustru, Vibeke Nesse, kan tirsdag den 26. januar 2021 fejre kobberbryllup. TV 2’s populære sportsvært har dannet par med Vibeke, der er tidligere norsk landsholdspiller i håndbold, i snart 20 år.
I Egypten
På selve dagen er Morten Ankerdal dog ikke hjemme, men i Egypten som vært på TV 2 under VM i herrehåndbold.
- Det gør ikke så meget, for vi går ikke højt op i dagen. Det ville vi heller ikke gøre, hvis jeg var derhjemme, fortæller Morten Ankerdal til BILLED-BLADET.
Særlig gave
Som kobberbryllupsgave har parret dog en særlig drøm.
- Vibeke og jeg har talt om, at hvis vi en dag får mulighed for det, så kunne en tur til Maldiverne være en fantastisk kobberbryllupsgave at give til hinanden. Det har vi altid drømt om, men det har lange udsigter nu, så vi må vente til verden åbner sig igen, forklarer TV 2’s sportsvært.