Søren Gade: Min smerte er forvandlet til taknemmelighed
Søren Gade fylder 58 år i dag den 27. januar. På sin Facebook-profil benytter han anledningen til en stor hyldest. Ikke til sig selv. Men til livet og den hustru, Helle, som han mistede til kræften i 2008.
Han har givet BILLED BLADET tilladelse til at bringe den rørende tekst her:
"I dag er det min fødselsdag. Det er der som sådan ikke noget unikt ved. Men ens fødselsdag er en god anledning til at sætte tiden lidt i stå og se tilbage på det liv, man indtil videre har levet. Tænke tilbage på de gode ting, der har fyldt eller fylder meget i ens liv. Det har jeg i mange år været nødsaget til.
For min fødselsdag har i mange år været præget af mørke og grå skyer. Dagen før er nemlig årsdagen for, at min hustru tog sit sidste åndedrag. Jeg har derfor i mange år haft en uforenelig følelse med at skulle mindes noget tragisk og skelsættende den ene dag for dagen efter at sidde med et smilende tandsæt og fejre, at livet gik videre med endnu et år.
Der er intet over og intet ved siden af den smerte, man føler, når man mister en, man har kær. Uanset om det er et barn, en forældre, en søster, en bror eller en god ven, der er gået bort. Sorgen over at have mistet en, man holder af, vil man have med sig resten af livet - og den skal man lære at leve med.
13 år er gået siden, jeg sidst så min hustru i øjnene. Mit liv er langtsomt gået videre, og min tilværelse er blevet bygget op på ny. Det får mig dog aldrig til at glemme mindet om Helle. Men gennem årene har følelsen af den smerte, hendes død forvoldte, udviklet sig mere og mere til en følelse af taknemmelighed. For jeg er dybt taknemmelig for de år, vi fik sammen. Jeg er dybt taknemmelig for de minder, vi sammen skabte. Jeg er dybt taknemmelig over den familie, vi med vores to piger sammen stiftede. Jeg er dybt taknemmelig over det liv, vi sammen delte.
Situationer, som vender op og ned på ens tilværelse, kan på mange måder gøre en stærkere - selv om man gerne ville have været tabet foruden. Vi mennesker kan klare og overkomme utroligt meget i vores liv - og vi kan få et godt liv igen. Og med døden tæt inde på livet opnår man også en større taknemmelighed for at være her endnu.
For hvis vi giver os selv lov, så vil vi altid kunne finde ting at være taknemmelige for. Det er en gave, vi giver til os selv, når vi påskønner rigdommen i vores liv. For taknemmelighed giver os mulighed for at se de mange gode ting i vores liv, selv når det virker som om, at vi ikke har det. Taknemmelighed giver os tryghed, fordi vi bliver bevidste om, hvem vi har i vores liv, selv når det føles som om, at vi er alene. Så lad os være taknemmelige for det, vi har og har haft. Det er jeg. Og derfor tillader jeg mig at smile i dag, hvor jeg runder endnu et år - for det ved jeg, at Helle ønsker, at jeg gør."