Så vilde er Marys familie med Frederik
Kronprinsesse Mary har altid haft et tæt forhold til sin familie i Australien.
Derfor har det sikkert også været en stor glæde for hende, at hendes nærmeste fra start tog godt imod kronprins Frederik og kun havde godt at sige om ham.
Nem at omgås
Allerede omkring parrets forlovelse i oktober 2003 fik kronprins Frederik masser af ros fra Marys storesøster Jane Stephens.
- Vi er lykkelige, og det er Mary helt sikkert også. Frederik er en skøn fyr, sagde Jane Stephens dengang til Billed-Bladet om kronprinsen, som hun første gang mødte i januar 2003, da han sejlede VM i Drage ud for Hobart på Tasmanien.
- Frederik er så nem at omgås. Ligetil og sød og rar. Vi havde det dejligt og sjovt sammen i de dage, han besøgte Tasmanien, lød det endvidere fra Jane, der også fortalte, at Frederik var utrolig sød ved hendes børn og blandt andet tog hendes dengang ti-årige søn Alexander med ud og sejle.
Varm og elskelig
Ligesom Jane var også Marys anden søster Patricia begejstret for Frederik, efter at hun havde lært ham at kende.
- Frederik er en vidunderlig fyr, helt nede på jorden, og børnene synes også, at han var fantastisk, da de mødte ham hernede. Han er som en del af vores familie nu, sagde hun til BILLED-BLADET i 2003.
Og mange år senere, da hun var gæst ved kronprins Frederiks 50-års fejring i 2018, var der stadig kun positive ord fra hende om sin kongelige svoger.
- Frederik er en meget ægte, varm, elskelig svoger. Jeg er meget stolt over, at han er en del af familien, lød det fra Patricia, der denne festlige aften var i en sart rosa kreation af Lasse Spangenberg.
Sporty og munter
Kronprinsesse Marys far har altid været glad for sin svigersøn, hvilket han blandt andet fremhævede i sin tale til parret ved bryllupsmiddagen på Fredensborg Slot i 2004.
- Min datter er meget smuk, très belle, ikke kun af ydre, men på mange andre måder. Det fremgår af den måde, hvorpå hun tager sig af sin familie og sine venner, og af hendes indstilling til den spændende og krævende opgave, der nu ligger foran hende. Jeg er stolt over at være far til en meget kærlig datter.
Selvom fædre nu om stunder ikke har meget at skulle have sagt i sådanne spørgsmål, så er det med stor glæde og tillid, at jeg overgiver hende i Frederiks varetægt. Frederik er en intelligent, sporty, munter og yderst tiltalende ung mand. – Hvad mere kan en svigerfar ønske sig? Til Frederik vil jeg sige: Velkommen i vores familie, lød det varmt fra John Donaldson.
Alles yndlingsonkel
Kronprinsesse Mary har tidligere fortalt, hvor tæt knyttet hun altid har været til sin bror John, der ligeledes har et godt forhold til Frederik.
Til Billed-Bladet fortalte han i 2004, at Frederik under sit besøg hos familien i Tasmanien hurtigt blev »alles yndlingsonkel«.
- Han er helt tosset med børn. Vi camperede sammen med ham og Mary, og Frederik underholdt og legede med ungerne i timevis. Det samme gjorde Mary. De var utrættelige. De bliver fantastiske forældre, sagde John Donaldson, der da også fik helt ret i sin forudsigelse, idet kronprinsparret i dag er lykkelige forældre til fire dejlige og harmoniske børn.