TV 2 afslører: Claus Holm vender tilbage i nyt program
I 2020 kastede fem professionelle kokke sig ud i noget af et eventyr, da sundhedsekspert på TV 2 Mark Abildhauge skulle lære dem at træne, mens de skulle skære ned på kalorierne.
Nu vender det populære program "Fem fede kokke" tilbage på TV 2 Fri. Det skriver TV 2.
Kok vender tilbage
Sidste år var det Mikkel Marschall, Jeppe Foldager, Umut Sakarya, Casper Sobczyk og Claus Holm, der skulle tabe sig.
Til sammen endte de med at tabe sig 70 kilo efter forløbet med Mark Abildhauge.
Men det var Claus Holm, der toppede listen med et vægttab på 17,5 kilo på de fem måneder, hvor de fem kokke deltog i forløbet.
Alligevel vender Claus Holm tilbage til programmet.
Nye deltagere
Ligesom første sæson af "Fem fede kokke" er det Mark Abildhauge, der skal sørge for at kokkene taber sig og lever sundere.
Foruden Claus Holm er deltagerne Magnus Sonne, Tommy Fischer, Jesper Julian Møller og Jesper Græm.
De fem kokke får nu et halvt år til at få bugt med overvægten.
Der er premiere på anden sæson af "Fem fede kokke" den 9. februar på TV 2 Fri og TV 2 Play.