Nyt om Royal Run: Kan du se hvor kronprinsparrets børn træner?
Humøret er højt med masser af grin og smil i en ny video med kronprins Frederik og tvillingerne, prins Vincent og prinsesse Josephine, 10, som kongehuset har delt tirsdag.
I videoen ser man det kongelige trio løbe rundt ude i sneen og lave træningsøvelser i højt tempo.
Særligt område
Videoen hører til et opslag på kongehusets Instagram, der handler om, at Royal Run på grund af corona-situationen må udsættes en tredje gang, denne gang til søndag den 12. september.
Optagelserne i det smukke snehvide landskab er lavet i et område, der betyder noget helt særligt for kronprinsfamilien - nemlig i Fredensborg Slotshave ved Fredensborg Slot.
Tæt på Kancellihuset
Det er samtidig tæt på Kancellihuset, hvor kronprins Frederik og kronprinsesse Mary sammen med deres børn sidste år boede i godt et halvt år.
Både kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har altid været glade for at tage deres løbeture i den smukke og idylliske slotshave.
For tiden har kronprinsparret igen residens i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg i København.
Ny dato
I videoen fortæller kronprins Frederik om den nye dato for Royal Run.
"I snart et år har det været et vilkår for os allesammen, at vi har skullet ændre vore planer og vore drømme. Sådan har det også været for Royal Run. To gange tidligere har vi udskudt løbet og vi må igen erkende, at det ikke er realistisk at gennemføre den planlagte motionsfest med over 70.000 mennesker i maj måned. Det er derfor besluttet at udskyde Royal Run endnu engang til søndag den 12. september, hvor vi håber, at det igen er muligt at samles så mange mennesker til en løbefest. I mellemtiden skal vi sørge for at holde krop og sjæl i gang, særligt lige nu i den mørke periode. Det giver overskud og velvære. Så jeg håber, at mange af jer vil bruge tiden frem til den 12. september på at fastholde den glæde ved motion og løb, som Royal Run allerede har bragt med sig.
Vi ses til Royal Run!" lyder det veloplagt fra kronprins Frederik i videoen, der hører til kongehusets Instagram-opslag.