Dronningen er vred: Jeg forstår det ikke
Corona-vaccinen er vejen til en bedre hverdag for mange borgere rundt omkring på kloden.
Det er dog ikke alle lande, som har ordentlige muligheder for at få deres borgere vaccineret mod den alvorlige virus.
Dronning Rania er vred
Flere små nationer i hårdt plagede regioner, der har brug for vaccinen, kan simpelthen ikke skaffe den.
Det har gjort Jordans dronning Rania vred, og hun retter sin vrede mod ledende politikere i de mest velstående lande.
På den globalt udbredte tv-station CNN med millioner af seere har Rania givet udtryk for sin utilfredshed.
– Jeg forstår ikke, hvorfor lande med for mange vacciner ikke kan donere doser til fattigere lande, og jeg er glad for at nogle lande vil gøre netop dette. Hvis vi ikke gør det af moralske eller etiske årsager, så gør det i det mindste for den globale sundheds skyld, tordner dronning Rania, og hun siger desuden, at corona-pandemien har vist os alle, hvilke svagheder der er i den måde, vores verdenssamfund er opbygget.
Uligheden er blevet større
Rania sætter fokus på, at det globale samfund desværre ikke er kendetegnet ved lighed og solidaritet, og det er også meget tydeligt, at uligheden mellem kvinder og mænd og sociale grupper er blevet større i løbet af coronakrisen.
Ligesom kronprinsesse Mary
Ligesom vores egen kronprinsesse Mary er dronning Rania i denne tid med corona-udfordringer meget optaget af verdens ungdom og alle de problemer, der rammer især piger og kvinder i verdens fattigste lande.
Det skal der gøres noget ved ifølge den jordanske dronning.