Ventetiden er ovre: Nu sker det for Melvin Kakooza
I december blev en stor nyhed om den nye sæson af "X Factor" afsløret.
Da Sofie Linde, der i starten af februar blev mor igen, skal på barsel, er det Melvin Kakooza, der skal være vært på live-programmerne.
Seerne får dog allerede en forsmag på hans evner fredag.
På bootcamp
Alle tre dommere har nu valgt fem af deres artister, der på bootcamp skal kæmpe for at gafle en af de tre pladser, der går videre til liveshows.
Men noget helt nyt er, at der i de to bootcamp-programmer kommer til at være to værter på "X Factor".
- Jeg har lavet det hele op til bootcamp, og så var jeg så heldig at få lov til at få Melvin med på bootcamp, siger Sofie Linde.
Velkommen til "X Factor"
Melvin Kakooza får altså fredag i det første bootcamp-program lov til endelig at byde velkommen til "X Factor".
Godt nok i kor med Sofie Linde, der også står ved hans side i det sidste bootcamp-program, der sendes fredag den 19. februar.
Melvin Kakooza skal dog stå alene på livescenen og byde seerne velkommen til årets liveprogrammer fredagen efter.