Genkender du dem? Dette har Grand Prix-stjernerne også deltaget i
Onsdag blev samtlige deltagere i Dansk Melodi Grand Prix 2021 afsløret.
Nogle har måske bemærket at flere af artisterne er velkendte ansigter inden for musikken, men der gemmer sig også et par tidligere tv-deltagere iblandt.
Dygtige musikere
Det er ikke til at komme uden om, at 60-årige Mike Tramp er et velkendt ansigt. Han er måske en af de danske musikere, der har haft størst succes udenfor landets grænser. Desuden vandt han også Dansk Melodi Grand Prix i 1978 med Mabel.
Thomas Buttenschøn og Chief 1 er også allerede etablerede musikere, som i hver deres årti har toppet hitlisterne.
Bag duoen Fyr og flamme gemmer sig velkendte navne. Skuespilleren Jesper Groth, som mange kender fra ”Sygeplejeskolen” og ”Stormester”, og musiker Laurits Emmanuel, der var en del af bandet The Grenadines.
Deltog i talentprogram
Men der er også nogle af artisterne, som man måske ikke kender af navn, men hvor man genkender deres ansigt.
Èn af dem er Jean Michel, der sammen med Nicoline Simone, var én af Thomas Blachmans grupper i ”X Factor” 2012.
Han valgte til sidst at trække sig fra programmet.
På skærmen
Den 22-årige Nanna Olivia har også før været på skærmen.
Da hun var ti år gammel, var hun en af kormedlemmer i Anna Davids kor i TV 2-programmet ”AllStars”. Nu arbejder de to igen sammen i Dansk Melodi Grand Prix, for det er Anna David, der har skrevet sangen, som Nanna Olivia stiller op med.
Duoen The Cosmic Twins har også været med i et tv-program. De var en af deltagerne i DR-programmet ”Live” i 2018.
Lørdag den 6. marts kan du se deltagerne lave et brag af en fest i Dansk Melodi Grand Prix 2021.