Et råb om hjælp: Prinsesse holdes fanget
Over de seneste par år har Dubais prinsesse Latifa eller sheika Latifa trukket store overskrifter internationalt, fordi hun ønsker at bryde med sin familie.
Nu har britiske BBC's undersøgende tv-program "Panorama" fået mulighed for at se og videreformidle flere videoer med den 35-årige Latifa, der siger, at hun holdes fanget, og at hun frygter for sit liv.
Prinsesse Latifa vil være fri
Latifa siger i video-materialet, at hun er gidsel, og at den villa, hun befinder sig i, er et fængsel for hende
Latifa er datter af den stenrige sheik Mohammed bin Rashid al-Maktoum, som er emir i Dubai og far til 25 børn.
Videoerne har prinsessen fået smuglet ud til sine venner, og derfra er materialet kommet i BBC’s besiddelse.
FN bør gribe ind
- Politiet har truet med, at jeg skal sidde i fængsel resten af mit liv, og at jeg aldrig kommer til at se solen igen, lyder det fra Latifa i "Panorama"-programmet.
Prinsessen ved ikke, hvad der skal ske med hende, men hun frygter mere og mere for sit liv.
- Jeg vil bare gerne være fri, siger hun desperat.
Latifas venner frygter ligesom Latifa selv for hendes liv og ønsker, at FN griber ind.
Det melder BBC.
Flugtforsøg gik galt
Latifa har tidligere fået opmærksomhed, da hun for et par år siden beskrev sit forsøg på at flygte fra Dubai.
I februar 2018 kørte hun til nabolandet Oman sammen med en veninde og sejlede i gummibåd til en ventende yacht, som befandt sig i internationalt farvand.
Yachten blev dog stormet ud for den indiske kyst af specialstyrker, og prinsessen blev herefter ført tilbage til Dubai.
Mystisk møde
Siden er hun kun blevet set offentligt ved én lejlighed.
Det var, da hun i Dubai mødtes med Mary Robinson, den tidligere FN-højkommissær for menneskerettigheder, for at vise, at alt var i orden.
FN-profilen Mary Robinson har siden fortalt BBC, at hun følte, at noget var galt under mødet.