Eugenies søde hilsen til prins Philip
Prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank har denne weekend fortalt os, hvilke navne de har givet deres søn.
Den lille fyr, som kom til verden den 9. februar, hedder August Philip Hawke Brooksbank.
Eugenie præsenterede sin søn
- Vi vil gerne præsentere jer for August Philip Hawke Brooksbank. Tak for alle de mange skønne hilsner. Vore hjerter er fulde af kærlighed til dette lille menneske, lyder det blandt andet fra Eugenie på de sociale medier, hvor man kunne nyde et helt nyt pletskud af forældrene med lille August Philip i armene.
I teksten til opslaget på de sociale medier fortæller Eugenie desuden, at det er hendes fantastiske jordemoder, som har taget billedet af August Philip og Eugenie og farmand Jack.
Sød hilsen til Eugenies farfar
Navnene, Eugenie og Jack har givet deres søn, er naturligvis nøje valgt.
Fornavnet August kommer fra den kongelige familie, og dronning Victorias mand prins Alberts fulde navn var Francis Albert Augustus Charles Emmanuel.
Mellemnavnet Philip er en hyldest og en sød hilsen prinsesse Eugenies farfar og hendes søns oldefar prins Philip, der i disse dage er indlagt på hospitalet i London.
Navnet Hawke er hentet fra Jack Brooksbanks familie.